Maj måneds equipage - Spirit

Vi vil forsøge at præsentere hestene det næste stykke tid ❤️ jeg har længe tænkt på at skrive hvordan hestene herude udvikler sig - fordi det er meget rørende at være vidne til! ❤️ så det vil vi gerne dele med alle jer andre også 

Månedens equipage maj - Spirit ❤️ her er historien om Spirit, skrevet af hans fantastiske ejer Titika ❤️❤️❤️
----‐--‐----------------‐‐--‐------------‐------------------‐-------
Spirit blev født d. 8 Maj 2018 i en løsdrift i Holstebro, hvor min tidligere hoppe Vetra boede. Jeg var med under hele folingen, og bød Spirit velkommen til den store verden. Det var en helt fantastisk, fredfyldt og rørende nat.
Her begynder vores rejse sammen, og vi skulle lære hinanden at kende. I takt med at han blev ældre kunne vi udvide vores verden inde på folden til, at opleve alt det udenfor folden. Jeg har altid gået meget op i, at det skulle være i hans tempo.
Jeg glemmer aldrig vores første gåtur i skoven. Han var gået fra, at være usikker til at sige ja tak, og fulgte mig trofast med et nysgerrigt og afslappet sind. Jeg var så stolt af ham.
Han var med som håndhest i skoven, når jeg red hans mor, og lærte tidligt, at være nysgerrig og undersøgende overfor omverdenen.

Da Spirit er 1 år, sender vi hans mor og min elskede Vetra over regnbuebroen. Det var en hård tid, nok allermest for mig, men i en dialog med Spirit og Ditte Young, fandt jeg vejen tilbage til en lille fyr fyldt med kærlighed, som havde brug for mig.
Jeg oplevede Spirit som en følsom, kærlig, tillidsfuld hest, som tog pænt imod alt hvad jeg måtte have at byde på af eventyr. En lille sjæl som altid stod klar med alt verdens kærlighed.

Da Spirit fylder 3 år begynder jeg i samarbejde med en af de andre fra løsdriften, at vende ham til rytter på ryggen. Der kunne gå langt imellem at jeg sad på ham, men han tog altid pænt imod det, og til sidst var vi med i skoven med de andre. Det gik altid fantastisk i starten, men på vej hjem begyndte han, at sige nej tak og kaste med hovedet.
Dengang tænkte jeg, at han var træt, men i dag kan jeg få en helt knude i maven over, at han jo ikke har været klar til det eventyr. Han forsøgte faktisk at kommunikere det. Av, at jeg ikke lyttede.

I August 2023 flyttede vi fra Holstebro og ud til Stengaard. Wauw et sted. At gå fra en løsdrift omgivet af skov til en endnu større løsdrift og endnu mere bakket terræn, samt træningsbaner og meget andet, var en ny verden for os begge.
Vi blev taget godt imod, og Amalie vidste præcis hvordan hun skulle gribe situationen an. Her begyndte min læring for alvor i at aflæse min hest, som jeg altid har ønsket mig at kunne. Forestil jer, at gå fra ideen om en rummelig og sikker hest til, at se en usikker lille Spirit, som havde svært ved at rumme for meget ad gangen.
Der kom endnu en knude i maven.

I takt med, at Spirit faldt mere og mere til, kunne vi stille begynde at bevæge os ud fra folden. Der var igen meget at lære for os begge. En ridebane - hvad kunne vi og hvad skulle vi? Heldigvis kunne Amalie træde til, og hjælper os stadig godt på vej.

Spirit er nu i hænder på en, som kan aflæse alle de små signaler han sender og videreformidle det til mig, så han netop kan blive trænet med forståelse og rummelighed i forhold til der hvor han er. Det betyder, at der er tid til, at han selv kan få lov at gætte sig til hvad træningen går ud på uden for meget og for hurtigt pres. Lige nu laver vi en masse jordtræning, og øver ham i at regulere sig selv ned i konflikt, når tingene bliver svært. Samtidig øver vi at fokus skal være hos os som arbejder med ham. Når det bliver svært fastholder vi egentlig bare hvad øvelsen går ud på, mens vi selv er i fuldstændig ro, og er klar til at rose ham i det øjeblik han gør det, og begynder at regulere sig selv ned igen. Det er svært, men Spirit bliver bedre og bedre, og det samme gør jeg. I starten da vi begyndte kunne han være på banen i 5 min og eskalerede hurtigt op. Han kastede med hovedet og havde svært ved at være en del af det. Samtidig var hans fokus alle andre steder end på os der trænede ham. Han havde rigtig svært ved at regulere sig selv ned igen.
I dag kan vi være på banen i 20-30 min. Nogen dage længere, hvis vi fanger ham på det rigtige tidspunkt på dagen. Det hænger sådan sammen, at Spirit meget hurtigt bliver fyldt i hovedet, hvis der sker meget omkring ham. Han er en meget følsom dreng, som virkelig tager alle indtryk helt ind. De helt ideelle tidspunkter at træne med ham på, er om aftenen og aller helst om morgenen. På disse tidspunkter er der ro og han er langt bedre til at få sig selv ned i konflikt. Forskellen på morgen og aften kan også udspille sig i, at vi nogle dage kan mærke om aften, at der i løbet af dagen er sket noget på folden, som fylder rigtig meget for ham. De dage bliver det en kort træning eller ingen træning.

Efter vores flytning fik jeg råd og vejledning omkring foder, hvor han nu får foder fra Nordic Horse. Det har gjort en kæmpe forskel for ham. Han er blevet en stærkere og sundere hest i bedre trivsel.

Spirit har også det der hedder løse knæskaller, hvilket gør at han indimellem fastlåser i sine bagben. Heldigvis er det blevet meget bedre, og der er mulighed for at han vokser fra det. I starten gik han med kiler under skoene. En smed jeg fik ud på Stengaard gjorde mig opmærksom på at det ikke var særlig sundt for hans hove. Han viste og forklarede hvordan hoven havde taget skade. Herefter fik han bagsko på uden kiler, som han blev ved med at kaste af, og nu går han uden sko, hvilket er meget nyt. Jeg ønsker, at han får chancen for at genoprette en rigtig og naturlig balance i sine hove igen. Og forhåbentlig gør det ham endnu stærkere i sin krop, samtidig med, at han bliver trænet på det bakkede terræn inde på folden.

Men alt i alt er der sket utrolig meget med Spirit efter vores flytning. Han er faldet utrolig godt til. Han kan stadig være usikker, men samtidig oplever jeg også en gladere hest, som hviler mere i sig selv end nogensinde før. Alt tyder på, at han bor lige præcis der hvor han skal. I en stor hamonisk flok, hvor der også er plads til massevis af leg med de andre heste, fantastiske omgivelser og en hestemor som begynder at udvide sin horisont og forståelse. Jeg elsker alt ved vores rejse og specielt udviklingen der er i fuld sving.

Spirit og jeg vil sige tusinde tak for at vi må være en del af alle jer skønne heste og mennesker på Stengaard. Det er et sandt paradis for både heste og mennesker. Tak Amalie for at give mig følelsen af, at Spirit ikke kunne være i mere trygge hænder, samt lære mig at aflæse ham korrekt. Tak til alle fagfolk, som har inspireret mig til at gå i den retning jeg altid har drømt om, for at give Spirit det absolut bedste hesteliv ❤️

Ingen af os har haft det bedre end vi har nu, og nye eventyr byder vi velkommen, når vi er klar til det❤️